Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i I fokus i I fokus 2024 i Idrett som yrke i Udlever drengedrømmen på de færøske fodboldbaner
Udlever drengedrømmen på de færøske fodboldbaner
tema

Udlever drengedrømmen på de færøske fodboldbaner

| Tekst: Rólant Waag Dam, foto: Álvur Haraldsen

Mikkel Dahl har spillet imod verdensstjerner som Ivan Perisic, han har vundet mesterskabet, pokalfinalen og har rekorden for flest ligamål. Det har han gjort med en klub, som han aldrig havde hørt om før han blev 27 år gammel: Havnar Bóltfelag i Færøerne.

Der findes danske fodboldspillere som Christian Eriksen i Manchester United og Andreas Christensen i Barcelona. Spillere som de fleste har hørt om, som tjener millioner af kroner, og som har skrevet sig ind i de danske historiebøger over de største danske fodboldspillere.

Skrevet sig ind i historiebøgerne

Mikkel Dahl er ikke en af dem. Men Mikkel Dahl deler samme profession som dem: han lever af at spille fodbold. Det er hans arbejde. Det er hans drøm.

Mikkel_Dahl_dansk_fotballspiller_portrett_foto: Álvur HaraldsenMikkel Dahls hverdag ligner ikke de fleste andres hverdage. Han lever af at spille fodbold.

Og så har han skrevet sig ind i historiebøgerne. Godt nok ikke de danske, men de færøske, fordi med 27 scoringer er han den spiller, som har lavet flest ligamål i en sæson i den bedste færøske fodboldrække, Betri deildin, nogensinde.
Af samme grund er Mikkel Dahl også et navn, alle fodboldinteresserede færinger kender. 67 mål i 104 kampe gør indtryk.

Et tilbud ud af blå

Mikkel Dahl er i gang med sin fjerde sæson i færøsk fodbold. Han var 27 år da han kom til klubben Havnar Bóltfelag (HB) i Tórshavn i 2020, hvor han har været siden, med en afstikker til islandsk fodbold i 2022.
- Tilbuddet fra HB kom lidt uventet og ud af det blå. En dag efter træning i Danmark ringede Jens Berthel Askou, hvis hold jeg havde spillet imod, mens han var træner i Danmark. Nu var han rykket videre, han fortalte mig om HB og Færøerne. Jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk til at starte med. Det var ikke det, jeg havde set for mig, men det er et valg, jeg er meget glad for, at jeg tog, forklarer Mikkel Dahl, som forresten scorede i kampen mod Askous hold i Danmark.

Eskorteret rundt af politibiler

Efter nogle snakke frem og tilbage med Askou og med familien i Danmark, besluttede Mikkel Dahl sig for at prøve lykken i den bedste færøske fodboldrække, hvor der også var udsigter til europæisk fodbold.
Det var ikke en mulighed i 1. division i Danmark med Nykøbing FC, hvor Mikkel Dahl spillede. I HB er der europæiske kampe på programmet næsten hvert år. Det betyder, at Mikkel Dahl har spillet mod Glentoran og Derry City fra Nordirland, Maccabi Haifa fra Israel, Buducnost Podgorica fra Montenegro og i år Hajduk Split fra Kroatien med Ivan Rakitić og Ivan Perisic på holdet. Rakitić har blandt andet spillet for både Sevilla og Barcelona, mens Perisic har tørnet til for Borussia Dortmund, Inter Milan, Bayern München, Tottenham Hotspurs og, ja, barndomsklubben Hajduk Split, som mødte HB og Mikkel Dahl i UEFA Conference League i juli måned i år.
- Kampene mod Maccabi Haifa og Hajduk Split er noget af det fedeste, jeg nogensinde har oplevet. At blive eskorteret rundt af politibiler til udekampe, træne på et kæmpe stadion dagen før kampen og så spille for flere end 28.000 mennesker. Det gav mig oplevelsen af, hvordan det må være at spille på allerhøjeste niveau, for en kort stund. Disse uforglemmelige oplevelser havde jeg aldrig fået, hvis ikke jeg var taget til HB, forklarer Mikkel Dahl.

Ikke millionær

De europæiske kampe bliver der som regel kun spillet et par af hver sommer. Ellers er det hverdag, men Mikkel Dahls hverdag ligner ikke de fleste andres hverdage.
- Det er ikke otte til fire. Og når de andre har fri, så skal jeg præstere, fordi vores kampe ligger typisk lørdag eller søndag. Jeg skal altid være i form og af samme grund har jeg heller aldrig rigtig fri. Alkohol, fest og farver er der ikke plads til, og ved at bo i udlandet har jeg givet afkald på familiesammenkomster og fødselsdage, siger Mikkel Dahl, som på ingen måder piber over sin tilværelse:
- Selvfølgelig vil jeg gerne have det samme i løn som Haaland og Mbappe, men du bliver ikke millionær af at spille fodbold i Færøerne. Jeg får dækket mine udgifter og behov. Det her er min drøm, og det er jeg glad for, siger han.

Kan leve af fodbold

Mikkel Dahl nævner helt bevidst den norske og den franske verdensstjerne, Erling Braut Haaland og Kylian Mbappe, da de er to af verdens bedst betalte fodboldspillere.
- Mange tror, at hvis du er professionel fodboldspiller, så tjener du millioner af kroner og kører Ferrari. Men det er de færreste fodboldspillere, som gør det. Omvendt bliver jeg ofte spurgt, om jeg kan leve af at spille fodbold, når jeg fortæller hvor og på hvilket niveau jeg spiller på. Men det kan jeg, siger Mikkel Dahl, som altså lever drengedrømmen på de færøske fodboldbaner.

Når virkeligheden afløser drømmen

Mikkel Dahl er i dag 31 år gammel. Han sørger for at spise godt og sove ordentligt, fordi han både håber og tror på, at han nogle år på banen endnu.
Samtidig er han meget bevidst om, at han har en udløbsdato som fodboldspiller. At virkeligheden en dag banker på døren:
- Det har været min drøm hele mit liv. Jeg er gået all in og er meget dedikeret. Men jeg har også prøvet at forberede mig på et liv efter fodbolden, da jeg er meget bevidst om, at jeg kommer lidt sent ind på vejen med skole og uddannelse i forhold til så mange andre. Derfor tog jeg en professionsbachelor i ernæring og sundhed, mens jeg spillede fodbold i Danmark. Jeg tænker på, at jeg ikke kun er fodboldspiller. Det er mit primære fokus lige nu, men det er ikke hele min identitet, siger Mikkel Dahl.

 

 

Udenlandske fodboldspillere i Betri deildin

Der er 49 udenlandske fodboldspillere i den bedste mandlige færøske fodboldliga Betri deildin.

34 af dem kommer fra Danmark, Norge og Sverige, ingen fra Finland, Island eller Grønland.

Ifølge bolt.fo har der, med undtagelse af 2013 og 2014, været over 30 udlændinge i den bedste færøske fodboldrække siden 2005. Det højeste antal udenlandske fodboldspillere i en enkelt sæson er 61 i 2022.

Der er ti hold i Betri deildin, som siden 2005 har spillet i alt 27 kampe hver, det vil sige tre kampe mod hvert hold.

h
This is themeComment