Letland er på vej

Hvis man er førstegangsbesøgende i Letland, kan det hele godt se lidt trøstesløst ud. Men har man fulgt udviklingen over flere år, ved man, at der er ved at ske rigtig meget i de baltiske lande. Den udvikling, som de nordiske lande har gennemgået de sidste 100 år, er balterne nødt til at skabe på langt kortere tid.

Det gælder også på arbejdsmarkedet. Her var tidligere en struktur, hvor de “tre” parter var ét og samme – nemlig de “faglige” organisationer, arbejdsgiverne og statsmagten – det hele bundet sammen af partiet, som reelt bestemte alt. Det har givet en kraftig aversion mod alt, hvad der hedder organisationer og statsmagt – og skepsis overfor det parlamentariske system, som letterne er ved at opbygge.

For almindelige mennesker i Letland har det i mange årtier blot handlet om selv at klare dagen og vejen. Al reel handel og udveksling af varer foregik i en tætmasket undergrundsøkonomi, hvor det var vigtigt at kende nogen, og hvor alle havde noget på hinanden. Sådan var systemet.

Hårde odds

Det er hårde odds, når man forsøger at opbygge et moderne arbejdsmarkedssystem med de tre parter som hovedaktører og ordnede forhold mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Udviklingen er i gang, men det tager sin tid – det går dog ikke så langsomt som hidtil.

En af dem, der har fulgt udviklingen, og som er med til at hjælpe med at fremme den, er den danske sociolog Carsten Høymann Olsen. Han har mere end 25 års erfaring med arbejdsmarkedsforhold i Danmark, hvor han bl.a. har været ansat i Sociologisk Institut, Arbejdsformidlingen, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Arbejdsministeriet. Siden 1991 har han gennemført en række bistandsopgaver om Østeuropa. Dertil erfaring fra en lang række venskabs- og andre projekter samt rejser i disse lande gennem årene. Nu bor han i Letlands hovedstad Riga, hvor han frem til nytårsskiftet skal arbejde i det lettiske Velfærdsministerium, men han er lønnet af Udenrigsministeriet i Danmark.

Hans opgave er at hjælpe den lettiske stat med at lære at forvalte den milliard euro, der efter et lettisk ja til EU er på vej fra EU’s Socialfond. Der er afsat 550 millioner euro til omstruktureringer af det lettiske samfund inklusiv det sociale og arbejdsmarkedspolitiske område. Desuden er der afsat 450 millioner euro til miljøprojekter og til en stærkt tiltrængt udbygning af infrastrukturen i Letland.

Den nordiske model

– Det er mit indtryk, at letterne er positivt indstillede overfor den nordiske model på arbejdsmarkedet med tre-partsforhandlinger osv., siger han til AiN. Men man skal gøre sig klart, at der er lang vej endnu, før det ligner det, som de andre nordiske lande har.

Hvis lettiske arbejdere som f.eks. disse fra Rigas kommunale vandværk vil have overenskomstmæssig minimalløn, kræver det blot, at de danne en faglig klub og beder om en overenskomst med arbejdsgiverne – så får de det. Men mange undlader stadig.

– Her i Letland er der stor forskel på land og by. I de store byer som f.eks. her i Riga er der stort set ingen ledighed. Men ude på landet er en ledighed på 15 til 30 procent meget normal, derfor flytter mange til storbyerne til skade for resten af landet.

I hovedstaden er man i højere grad vant til at forholde sig til de andre parter. Arbejdsgiverne er så småt ved at organisere sig, men de har meget at lære.

– De ansatte har straks sværere ved at finde ud af at oprette og melde sig ind i faglige organisationer. Oftest foregår det ved, at de er medlem af en lokal klub på arbejdspladsen – hvis det går godt. Men de har svært ved at gå sammen med andre og f.eks. organisere det på nationalt plan.

– Virksomhederne har tendens til at forsøge at klare sig selv. En række virksomheder forsøgte på et tidspunkt at sætte gang i nogle projekter hver især, men det mislykkedes. De betragtede først og fremmest hinanden som konkurrenter – i stedet for at gå sammen som kolleger i en branche.

Uddannelse nødvendig

– Her kan EU’s socialfond gå ind og støtte dem. Vi siger f.eks., at hvis de vil lave nogle projekter, hvor de går sammen og benytter nogle af de moderne samarbejdsmetoder og netværkssystemer på arbejdsmarkedet, så kan vi støtte deres projekter.

– Et eksempel: 42 procent af Letland består af skov. Men man har ikke en egentlig uddannelse i skov- og træindustrien, og meget af træet eksporteres blot uden at skabe ret mange lokale arbejdspladser og indtægt til landet. De har brug for at få uddannet folk, så alle har de samme kvalifikationer, så de kan opbygge en effektiv træindustri. Det kræver bl.a., at parterne går sammen og skaber en uddannelse. Kan de finde ud af det, vil det være vældig godt for landets økonomi og beskæftigelse, for mulighederne er enorme.

– I byerne er de private arbejdsgivere ret stærke, men staten er især stærk, fordi den oprindelig var den gamle, store og egentlige arbejdsgiver for næsten alle. Lønmodtagerne derimod står ikke særlig stærkt. Derfor har nogen foreslået, at man skabte en to-partsmodel kun med de to parter på arbejdsmarkedet for at dæmpe statens dominans som arbejdsgiver.

– Tidligere var sundhedsområdet en del af Velfærdsministeriet. Da det blev skilt ud for at danne et selvstændigt Sundhedsministerium, blev alle medarbejdere fritstillet, og så kunne de søge deres egne stillinger igen. I den situation ville en faglig organisation og aftaler om deres løn- og ansættelsesforhold have hjulpet dem meget.

Overenskomst ved lov

– Der bliver indført flere og flere overenskomster – for det er noget arbejdsgiverne skal acceptere, hvis medarbejderne beder om det. Ved lov er der fastsat en minimumsløn på 70 lat pr. måned (ca. 1.000 DKR.). I den proces går de offentlige arbejdspladser ofte forrest – men ikke nødvendigvis, hvis ikke medarbejderne beder om det.

– Det kræver en medarbejderklub, hvis de ansatte vil have en aftale om minimumsløn. Klubberne er i så fald lokalt organiseret i virksomhederne, og de organiserer sig alt for sjældent sammen med andre – og da slet ikke på nationalt plan. Men de brune kuverter med “sort” løn oven i den lovfastsatte minimumsløn – eller kun sort – er stadig almindeligt udbredt, omend det er på retur ganske langsomt, siger Carsten Høymann Olsen.

I Letland kan man fra staten kun få dagpenge for ledighed i ni måneder, og kun hvis man har betalt sit sociale bidrag. Det er på 9 procent af lønnen for de ansatte, og arbejdsgiveren betaler 24 procent af det. Det dækker også for sygdom, og der opspares til pension for den enkelte. Når de ni måneders ledighed på dagpenge er slut, må kommunen betale, men det er ofte meget svært, fordi den offentlige økonomi er så svag. Så er der to muligheder: Sort arbejde eller at sulte.

Letterne er ved at opdage, at det er vigtigt at arbejde i en virksomhed, der indbetaler til deres pension, så de har noget at leve af i alderdommen. Det er med til at styrke den meget svage offentlige økonomi.

De virksomheder i Letland, hvor der betales til skat, sygdom og pension, er således blevet attraktive for medarbejderne. Det er her de bedst kvalificerede bliver ansat, og lønnen ligger generelt på ca. en tredjedel af nordiske lønninger.

Betaler skat og pension

Den danske direktør, Jakob Hauptmann, der bor i Letland og ejer metalvirksomheden BAC Metal, bekræfter den udvikling. Virksomheden ligger i byen Jelgava lidt syd-vest for Riga, og der er omkring 30 ansatte. Han har været i landet i seks år, og han fortæller til AiN, hvor hårdt og langsommeligt det har været at få sat gang i en produktion:

– Jeg skulle skaffe og opbygge alt for bunden. Jeg kunne ikke blot købe råmaterialer o.l. af en lokal leverandør. Man skal kende nogen, der kender nogle andre osv. Den sorte økonomi og gensidige bekendtskaber, tjenester, afhængighedsforhold osv. gennemsyrer alt.

– Det er dog ikke så slemt i dag. Men jeg kan slet ikke sælge mine produkter på det lettiske marked, så alt, hvad jeg producerer, går til eksport. Jeg betaler nemlig både skat og pension til mine medarbejdere. Jeg vil ikke kunne konkurrere med lettiske virksomheder, der kun betaler sort. Til gengæld har folk opdaget, at det er godt at være hos mig, fordi de også optjener til pensionen. Så folk vil meget gerne arbejde hos mig. Det giver dem en voksende forståelse af værdien ved at betale skat, og på den måde kan man bl.a. lokalt være med til at ændre hele økonomien i samfundet, siger Jakob Hauptmann.

Oleg Bambulyak

En lettisk arbejdsgiver, Oleg Bambulyak, der ejer halvdelen af det svensk-lettiske speditionsfirma, Karlshamn Express – Baltic, i havnebyen Liepaja på Letlands østersøkyst, fortæller en lignende historie til AiN:

– I begyndelsen var det ikke let at starte for sig selv. Men i dag foregår alt på helt regulær vis. Vi betaler både skat og pension for medarbejderne. Det er en væsentlig forudsætning for at samarbejde med udenlandske virksomheder, og det har jeg det rigtig godt med, siger Oleg Bambulyak.

En positiv udvikling

Mange har dog stadig den holdning, at fordi de ikke mener, at de får noget for skattepengene, så er der ingen grund til at betale skat. Det er svært at hamle op med i et land, hvor man gennem årtier har været vandt til at klare sig selv – udenfor det offentlige, som tidligere repræsenterede systemet og dermed fjenden i dagligdagen. Hertil siger Carsten Høymann Olsen:

– Men der er en positiv udvikling i gang, og det går faktisk meget stærkt. Det erfarer man tydeligt, når man har været her tidligere. I de første mange år efter frigørelsen fra Sovjetunionen skete der ikke ret meget. Men i de seneste år er der virkelig kommet fart på opbygningen. Det gavner økonomi og beskæftigelse.

– Letland er et af de aller fattigste blandt ansøgerlandene, derfor vil den milliard euro, som Letland får ved et EU-medlemsskab, være et enormt tilskud til den lettiske økonomi. Det vil løfte landet markant, og arbejdsstyrken er ret lille.

– På den baggrund skal man nok heller ikke frygte, at ret mange fra Letland vil rejse ud for at søge job. Og da slet ikke til de nordiske lande. Nogle af de højtuddannede vil nok søge ud for at få en bedre uddannelse, og vi ved fra undersøgelser, at det er England, Tyskland og Frankrig, der står højest på ønskelisten hos disse mennesker, siger Carsten Høymann Olsen.