Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i Artikler i Portrett i Portrett 2021 i Margrethe Vestager tør gå i clinch med giganterne
Margrethe Vestager tør gå i clinch med giganterne
Portrett

Margrethe Vestager tør gå i clinch med giganterne

| Tekst: Marie Preisler, foto: Jennifer Jacquemart/EU

EU’s danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager kæmper for, at de store ikke tryner de små. Det aftvinger respekt internationalt og i hjemlandet.

I Margrethe Vestagers tid som dansk økonomi- og indenrigsminister gav arbejdsløse danske byggeriarbejdere hende en fuckfinger i gips som ”tak” for, at hun og regeringen forringede adgangen til dagpenge.

I dag er hun fagbevægelsens darling, fordi hun i sit arbejde som EU’s konkurrencekommissær kæmper for, at store virksomheder og nye teknologier ikke undergraver danske og nordiske kerneværdier: velfærdstaten og et balanceret arbejdsmarked.

Det er en påfaldende kovending, vurderer Henrik Kjerrumgaard, ejer af rådgivervirksomheden White Cloud og tidligere særlig rådgiver for Margrethe Vestager. Han har også en fortid som kampagnechef i det socialliberale parti Radikale Venstre - som Margrethe Vestager før EU-karrieren var landsformand for – i øvrigt som den yngste nogensinde.

Foto: Radikale Venstre

Henrik Kjerrumgaard var tidligere særlig rådgiver for Margrethe Vestager. Han har også en fortid som kampagnechef i det socialliberale parti Radikale Venstre. 

- Den danske venstrefløj og fagbevægelses syn på Margrethe Vestager er skiftet markant, siden hun blev EU-kommissær. Nu møder hun dyb begejstring som forkæmper for velfærd og arbejdspladser, men faktisk er hendes ideologiske mål uændret: at modarbejde uretfærdighed og misbrug af magt, siger Henrik Kjerrumgaard.

Nyt syn på EU

Han peger på fire indsatser fra Margrethe Vestager som kommissær med særlig stor betydning for arbejdsmarkederne og velfærden i Europa. Den måske mest kendte er bygen af sager, som EU under den danske konkurrencekommissær fører mod multinationale virksomheder om især skattebetaling.

Flere af sagerne var allerede forberedt i EU-systemet, inden Margrethe Vestager blev konkurrencekommissær, men ingen af hendes forgængere på posten valgte at skride til handling. Måske af frygt for konsekvenserne, gætter Henrik Kjerrumgaard. Den danske kommissær turde handle.

- Samtidig har hun påvirket selve samtalen om techgiganterne, der tidligere nød ikon-status, så der selv i den amerikanske debat i dag er fokus på, at der er brug for en vis regulering af teknologivirksomheder for at forhindre, at udviklingen stikker helt af.

Den danske kommissær arbejder også for at forhindre, at den såkaldte ”platformsøkonomi” skaber et proletariat af arbejdere på arbejdsmarkedet uden rettigheder, og endelig ser Henrik Kjerrumgaard det som i høj grad Margrethe Vestagers fortjeneste, at EU i dag har et bedre omdømme i den danske befolkning:

- EU har typisk haft ry for at være et stort bureaukrati, men at Margrethe Vestager som konkurrencekommissær lægger sag an mod nogle af de allerstørste virksomheder i verden har vist borgerne, at EU også er et system, der kan tage beslutninger.

Foto: Xavier Lejeune/EU

Margrethe Vestager sidder sikkert i stolen på sit kontor i Berleymont i Bruxelles. Hun blev genvalgt for en ny periode i 2019. Foto: Xavier Lejeune.

Han vurderer tilsvarende, at Margrethe Vestager i dag nyder stort set udelt opbakning i sit hjemland. Hun blev genudpeget som kommissær af den socialdemokratiske danske regering trods tradition for at give kommissærposten til én fra egne rækker.

Tax lady og tørre tæsk

På den internationale scene er hun også en kendt og respekteret profil – blandt enkelte statsledere dog mere kendt end respekteret. Den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, kaldte hende for Europas ”tax lady” og ”perhaps worse than any person I’ve ever met”.

At få tørre tæsk af politiske modstandere har Margrethe Vestager taget med oprejst pande i hele sit politiske liv. Fuckfingeren i gips fra byggeriarbejderne takkede hun dem for personligt ved et møde få dage senere, og hun har kaldt deres ”gave” for ”et vidne om vores demokratiske rettigheder og muligheder, men også en påmindelse om, at vores rettigheder kun lever, hvis vi bruger dem. Så lad os debattere og diskutere.”

Viljen til at gennemføre også svære beslutninger har præget hele Margrethe Vestagers karriere, og det har kun været muligt for hende, fordi hun besidder mod, integritet, lederskab og en vis portion stædighed, fortalte landsformand for Radikale Venstre, Svend Thorhauge, i sin tale til Margrethe Vestager, da hun fyldte 50 år.

Ved samme lejlighed sagde han om hendes energi og talent for at diskutere:

”Man skal stå virkelig tidligt op, hvis man vil forsøge at hamle op med dig. Din arbejdsevne er fænomenal. Og så kan du forklare selv de mest komplekse sammenhænge”. 

Andre har beskyldt hende for at rumme en stor portion arrogance og brutalitet bag en tilsyneladende åben og venlig attitude.

Arbejder solen sort

I starten af karrieren gjorde nogle af tævene i offentligheden ondt, fortæller Henrik Kjerrumgaard. Han var hendes særlige rådgiver fra 2011-2014, en periode, hvor hun skulle stå på mål for politiske aftaler om store politiske reformer - blandt andet om halvering af den periode, arbejdsløse kan modtage dagpenge og om længere arbejdstid til landets lærere.

Begge reformer udløste hård kritik, og det mest ubehagelige for Margrethe Vestager var, at hendes børn også blev konfronteres med kritikken henne i skolen, husker Henrik Kjerrumgaard. Han fortæller om hende, at hun godt kan være personlig i interviews i medier, men uden at blive privat, og hun deltager aldrig i tv-shows og interviews, hvor man kommer inden for væggene i hendes hjem.

Margrethe Vestagers ægtemand bor i Danmark, og Henrik Kjerrumgaard forventer derfor, at hun vender tilbage i Danmark, når engang hendes embedsperiode i EU-Kommissionen slutter. Men det bliver næppe til en ny periode i dansk politik. Dertil er hendes brand og internationale resultater og drive formentlig for stort, tror Henrik Kjerrumgaard:

- Hun vil være at finde i fremtrædende internationale positioner mange år endnu. Der er brug for hendes evner i mange af de store forandringsprocesser, verden står overfor, og hun kan arbejde solen sort. Når vi andre i staben omkring Margrethe var udmattede, var hun altid klar til at fortsætte – og hvis der ikke lige var arbejde at udføre, gav hun sig til at bage boller.

Erklæret feminist

Margrethe Vestager strikker også og er erklæret feminist og har blandt andet udtalt til magasinet Femina, at ligestillingen på arbejdsmarkedet sker ”med en langsommelighed, som man simpelthen ikke skal finde sig i.” Om kvoter som værktøj til at sikre ligestilling mellem kønnene i eksempelvis lederjob og bestyrelser udtalte hun i samme interview:

”Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, havde jeg sagt ”KVOTER? Nej, det er for fisk”. Men jeg har indset, at der har været en uformel mandekvote på omkring 95 procent i nogle hundrede år. Så det har virket super godt. For mændene. Og det peger på, at selvfølgelig virker kvoter. Derfor synes jeg bare, de skal tage imod tilbuddet om balance og sige ”super”, hvis der skal være nogen rimelighed i det. Ellers vil vi have 70 procent mænd på magten i de næste 100 år.” 

Kamp mod monopoler

Margrethe Vestager er i resten af verden mest kendt for sin kamp mod monopoler og for at få internationale virksomheder til at betale skat. Apple og Facebook er blandt de virksomheder, hun har fået for EU-Domstolen.

CV
  • EU’s konkurrencekommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen
  • Tidligere folketingsmedlem og blev minister første gang som 29-årig. Har været undervisningsminister, kirke- og undervisningsminister, økonomi- og indenrigsminister og vicestatsminister.
  • Tidligere landsformand for Radikale Venstre
  • Gift med adjunkt Thomas Jensen, sammen har de døtrene Maria, Rebecca og Ella
  • 53 år
Nyhetsbrev

Motta Arbeidsliv i Norden gratis med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
h
This is themeComment