De nordiske arbejdsmarkeder; set fra Bruxelles

Uanset de store forskelle, der er mellem arbejdsmarkederne i de nordiske lande, så er det den almindelige opfattelse, at der eksisterer en fælles nordisk arbejdsmarkedsmodel. De fælles træk er høj levestandard, høje skatter, et udbygget socialt sikringssystem, stærke fagforeninger og en dialog mellem arbejdsmarkedets parter indbyrdes og med regeringer og myndigheder.

Ved det danske medlemskab i 1973 og frem til Maastricht-traktaten fra 1993 var der i Kommission og Ministerråd ingen eller kun ringe forståelse for og accept af den selvstændige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i de nordiske lande. De blev opfattet som private sammenslutninger, der ikke kunne varetage myndighedsopgaver.

I samme periode planlægges en EU arbejdsmarkedspolitik baseret på en harmonisering inspireret af den franske model.

Med Maastricht-traktaten får arbejdsmarkedets parter en selvstændig rolle og kan indgå aftaler, som grundlag for arbejdsmarkedsdirektiver (f.eks. om deltids-arbejde). Dette medfører, at partssamarbejdet på nationalt niveau, som vi kender det i Norden, nu betragtes som mere legitimt. Den særlige rolle, som traktaten giver parterne, kan ses som et resultat af den inspiration, som de nordiske forhold har været for Kommissionens Præsident Jacques Delors, men også som en følge af den manglende vilje i medlemsstaterne til at arbejde mod en harmonisering af arbejdsmarkederne.

Med Finlands og Sveriges medlemskab og Islands og Norges deltagelse i den sociale dialog i EU styrkes parterne og partssamarbejdet yderlige og BusinessEurope og Den europæiske faglige Samorganisation (EFS) intensiver deres samarbejde. Her opleves både de faglige organisationer og arbejdsgiverforeningerne fra de nordiske lande som stærke fortalere for en selvstændig rolle for parterne.

Seneste fase er flexicurity debatten, hvor første reaktion er skepsis. Arbejdsgiverne frygter store omkostninger med henvisning til de høje skatter i Norden, og fagbevægelsen frygter, at der blot er tale om et skalkeskjul for en afvikling af den beskyttelse, som lovgivninger giver lønmodtagerne.

Når de nordiske arbejdsmarkeder i dag af mange betragtes som forbilleder, så skyldes det først og fremmest de markante resultater i form af høje beskæftigelseskvoter for alle grupper og lav arbejdsløshed på samme tid som den høje arbejdsløshed i Tyskland og Frankrig udelukker to dominerende aktører fra at promovere deres modeller.

De nordiske arbejdsmarkeder betragtes i dag med misundelse og respekt, men også med skepsis, når det drejer sig om mulighederne for at lære af de nordiske erfaringer.