Den fleksible danske model under pres

I årtier har det danske arbejdsmarked været baseret på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter frem for lovgivning. Arbejdsmarkedet har været meget fleksibilitet, fordi lønmodtagerne hidtil har accepteret korte opsigelsesvarsler mod til gengæld at være sikret økonomisk tryghed ved arbejdsløshed. Nu vakler den såkaldte flexicurity-model.
Globaliseringen er modellens nok værste fjende. Tidligere var hovedparten af de store virksomheder i Danmark danskejede, havde hovedsæde, udviklingsafdeling, produktion og salg i Danmark - og var underlagt danske love og overenskomster. I dag er mange store selskaber internationale og kan navigere efter forskellige landes love og overenskomster. Det indebærer i stigende omfang, at produktion og arbejdspladser flytter til lande, hvor lønnen er lavere end i Danmark.

Den udvikling har været i gang længe, men frustrationen i lønmodtagerorganisationerne er voksende, fordi arbejdspladserne ofte flytter til lande, hvor opsigelsesvarslerne er længere end i Danmark. Et eksempel er virksomheden MAN Diesel, der for nylig besluttede at nedlægge en stor produktion i Frederikshavn og flytte den til Tyskland, hvor det er langt dyrere at fyre en medarbejder end i Danmark.

Krav om større tryghed

Det har traditionelt været let at fyre folk i krisetider, men de senere års mange fyringsrunder gør ondt, og oprøret ulmer over de korte danske opsigelsesvarsler. Det vurderer Metals afdelingsformand i Frederikshavn, Jørn Larsen:

- Det er ikke rimeligt at lukke en 100 år gammel virksomhed som MAN Diesel for at flytte jobbene til Tyskland, hvor det er langt dyrere at skille sig af med folk. Hos os er det længste fyringsvarsel på 120 dage, mens det kan tage flere år at komme af med folk i Tyskland. Vores medlemmer er opbragte. Det bliver svært at argumentere for, at de ikke også skal have længere opsigelsesvarsler.

Jørn Larsen er bekymret over udviklingen. For det har også ulemper for hans medlemmer, hvis kravet om længere opsigelsesvarsler breder sig og bliver et tema ved forårets overenskomstforhandlinger.

- Virksomheder tør starte op i Danmark og hyre arbejdskraft, fordi de hurtigt kan skille sig af med den igen. Danske lønmodtageres fleksibilitet er derfor en vigtig konkurrencefordel. Men omvendt er vi nødt til at sikre vores medlemmer en tilstrækkelig tryghed i en tid, hvor kompensationen ved arbejdsløshed er så lav. Måske vi i stedet skal kræve en sum penge ved fratrædelse, siger Jørn Larsen.  

Dansk Metals landsformand, Thorkild E. Jensen, er også formand for CO/Industri og dermed topforhandler ved overenskomstforhandlingerne næste forår. Han sagde ved forbundets kongres for nylig, at han nødig ser kravet om længere opsigelse rejst, men at han godt forstår, at medlemmerne kræver større tryghed i ansættelsen, hvis de kan fyres hurtigt og bagefter står uden ordentlig dagpengedækning og uden sikkerhed for, at der bliver ført en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kan sikre dem nyt job.

Fattigere arbejdsløse svigter fagbevægelsen

De aktuelle danske dagpengesatser indebærer, at en arbejdsløs skal kunne klare sig for kun 50-60 procent af gennemsnitslønnen, og denne økonomiske utryghed er en anden medvirkende årsag til, at den fleksible danske model er i krise. I international sammenhæng er den danske understøttelse stadig relativt høj, men set i forhold til den danske løn- og prisudvikling, falder værdien af understøttelsen.

Over de seneste 20 år er den faktiske kompensationsgrad ved arbejdsløshed faldet markant, og det er en vigtig forklaring på, at stadig flere danske lønmodtagere ikke længere synes, at det er værd at betale det relativt høje kontingent til en fagforening og en a-kasse.

Den lavere dækningsgrad svækker fagforeningerne. Uden stærke parter på arbejdsmarkedet kan man ikke fastholde en model, der er baseret på at forhandle og finde brede løsninger uden statslig indblanding. Tilsvarende forudsætter flexicurity-modellen, at en stor del af lønmodtagerne er medlem af en a-kasse. Ellers kan a-kasserne ikke udgøre det økonomiske sikkerhedsnet, der kan retfærdiggøre korte opsigelsesvarsler. Og sådan er det heller ikke længere.
De seneste 10 år har a-kasserne samlet haft et faldende medlemstal, og fremtiden ser endnu mere sort ud. Både forbund og a-kasser mister medlemmer – især undlader unge at melde sig ind, oplyser Verner Sand Kirk, direktør for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, der er interesseorganisation for 28 statsanerkendte arbejdsløshedskasser i Danmark, der til sammen repræsenterer ca. 2,2 millioner medlemmer inden for alle områder.

- Flere og flere unge undlader at melde sig ind i en a-kasse, og det kan – sammen med lave ydelser ved arbejdsløshed - true trygheden i den danske model, siger Verner Sand Kirk.
Han håber og tror dog, at politikerne har forståelse for, at det skal være attraktivt at forsikre sig selv mod ledighed – fordi det forhindrer, at en stor gruppe mennesker skal have sociale ydelser.

Pres for mere lovgivning

Også lovgiverne i EU og Folketinget øger presset på flexicurity-modellen. Grundlæggende strider hele flexicurity-modellen mod traditionen i EU og i store dele af det øvrige Europa, hvor lovgivning er den gængse reguleringsmetode. EU har gentagne gange vedtaget lovgivning, som overtrumfer den arbejdsmarkedets parters frie forhandlingsret. EF-domstolen har også i en række sager underkendt danske forhandlingsløsninger. Indtil nu har Danmark dog fastholdt den danske model ved at implementere EU-lovgivningen via overenskomster.

Også hjemlige politikere ønsker mere lovregulering af arbejdsmarkedet. Kristelig Fagforening, der står uden for LO-fagbevægelsen, rejste for nylig et kontroversielt forslag om en lønmodtagerlov, der skulle beskytte de mange, især privatansatte, uden en overenskomst. Forslaget blev pure afvist af Socialdemokraterne, venstrefløjen og hovedparten af LO-fagbevægelsen, mens regeringspartierne, Venstre og De Konservative, er imødekommende.

Tendensen til lovgivning er meget uheldig, mener en af Danmarks førende eksperter i flexicurity, professor Per Kongshøj Madsen, leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning og formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Jeg er stor tilhænger af den selvregulerende model, hvor parterne finder fælles løsninger. Det giver legitimitet og stor vilje til at overholde aftaler. Nu ser vi, at lovgiverne i stigende grad blander sig. Det svarer til at sende en ekstra dommer på banen i en fodboldkamp – og giver kun forvirring.

Han vurderer, at presset for mere lovgivning er til stede i alle nordiske lande, men at det især er stort i Danmark, hvor flest arbejdsmarkedsforhold bygger på aftaler.

Mindre indflydelse på beskæftigelsesindsatsen

Det seneste skud for boven fik flexicurity-modellen, da de danske kommuner pr. 1. august 2009 overtog hele ansvaret for jobcentrene. Forinden havde regeringen fjernet penge og indflydelse fra de lokale og regionale beskæftigelsesråd, hvor arbejdsmarkedets parter tidligere spillede en central rolle.

Begge disse skridt mindsker arbejdsmarkedets parters indflydelse på beskæftigelsespolitikken, og det vil på sigt også bidrage til at underminere flexicurity-modellen, advarer fagbevægelsen og Socialdemokraterne. Hidtil har danske lønmodtagere kunne regne med en aktiv og målrettet indsats fra myndigheder og arbejdsmarkedets parter for at skaffe dem nye job ved arbejdsløshed. Uden tillid til den indsats, ryger accepten af korte opsigelsesvarsler.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen, frygter, at resultatet bliver et mindre stabilt arbejdsmarked med flere arbejdsløse.

- Det er et farligt angreb på flexicurity-modellen. Vi har 100 års succes med et afbalanceret partsstyret arbejdsmarked, som den nuværende regering ødelægger ved at sætte arbejdsmarkedets parter uden for døren. Det forringer beskæftigelsesindsatsen, og så virker det sært, når danske ministre samtidig rejser rundt i verden og lovpriser den danske model, siger Torben Hansen

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, er uenig i, at arbejdsmarkedets parter har mistet en stor del af deres hidtidige indflydelse på beskæftigelsespolitikken. Han henviser til, at både arbejdsgivere og lønmodtagere fortsat er repræsenteret i de lokale og regionale beskæftigelsesråd. Parterne vil opnå indflydelse, hvis de kommer med gode argumenter, mener han.